Ny ret til tidlig pension er ikke vejen frem


retur
Af formand Rasmus Haugaard

Det er sjældent, at Erhverv Norddanmark giver sin mening til kende om landspolitiske emner. Imidlertid er der grund til at gøre det ved regeringens præsentation af "Ny ret til tidlig pension".

Der skal ikke herske tvivl om at lønmodtagere, der ulykkeligvis er fysisk eller psykisk stærkt belastede af et langt arbejdsliv, skal have mulighed for at trække sig tilbage med værdighed.

Imidlertid er det bekymrende, at Danmark som følge af ordningen risikerer en alvorlig mangel på ikke mindst faglærte. Ifølge regeringen vil ordningen betyde, at 38.000 danskere i 2022 vil kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet op til tre år tidligere end hidtil. I 2025 vil det dreje sig om 49.000.

Det centrale er, hvor mange der må forventes at benytte sig af muligheden. Det har regeringen også regnet på, om end man erkender, at det er et skøn "med betydelig usikkerhed". Lægger vi tallene for perioden fra 2022 og 10 år frem sammen, vil op imod 200.000 danskere ifølge regeringen kunne bruge ordningen.

Summa summarum: Et årti med en afgang af et meget stort antal erfarne og i mange sammenhænge svært erstattelige medarbejdere.

Der er givet, at vi skal hjælpe de nedslidte. Men vi skal ikke i bestræbelserne på at gøre det gode for dem, gøre det dårlige for Danmark. Vi skal ikke åbne en ladeport med tilbagetrækningsmuligheder for medarbejdere, der sagtens kunne blive længere på arbejdsmarkedet. Og det er præcis det, der er den indbyggede risiko: Visse nedslidte vil ikke kunne bruge ordningen, mens mange ikke-nedslidte reelt bliver tilskyndet til at forlade arbejdsmarkedet før tid.

Det, der er brug for nu - ikke mindst i en tid meget alvorligt præget af konsekvenserne af coronanedlukningen - er en ordning, der bedst muligt sikrer udbuddet af arbejdskraft. Uagtet stigende arbejdsløshed i visse brancher, er der fortsat mangel på faglært arbejdskraft rigtig mange steder, og der er ingen grund til at tro, at dette ikke i mange år endnu vil være tilfældet.

Vejen frem er en ordning, som kan hjælpe netop de reelt nedslidt; ikke en ny afart af efterlønnen.



Hovedsponsor:
Business-sponsorer:


ERHVERV
NORDDANMARK

Nyhavnsgade 2
9000 Aalborg
98 16 06 00
info@erhvervnorddanmark.dk

Følg os via

Tilmeld eNYHEDSBREV
MISSION
Det er Erhverv Norddanmarks mission som tværfagligt erhvervsnetværk at være erhvervslivets samlende talerør og give regionens virksomheder værdi gennem dynamik, udvikling og vidensdeling.

VISION
Erhverv Norddanmark er proaktiv i den erhvervspolitiske debat og er den foretrukne dialogpartner i erhvervsudviklingen af Aalborg og Norddanmark.

Ældst · Størst · Stærkest