Hvor godt har nordjysk erhvervsliv det?


retur

Af Kim Bohn, kommitteret Erhverv Norddanmarks bestyrelse

Befolkningen er en væsentlig faktor, når man skal vurdere, hvor godt erhvervslivet har det, blandt andet i Nordjylland. Det hænger sammen med, at befolkningens størrelse angiver både den lokale købekraft og den menneskelige ressource til at drifte det regionale erhvervsliv.

Den seneste udgave af Erhverv Norddanmarks byggestensrapport bliver offentliggjort i forbindelse med Nordjysk Åbningsdebat den første mandag i oktober og heri kan man læse en række analyser med hensyn til den nordjyske befolknings sammensætning. Det følgende er baseret på nogle af de nye tal.

Den kritiske masse i Region Nordjylland er i dag 581.057 indbyggere, der fordeler sig på 292.625 mænd og 288.432 kvinder. I forhold til den første byggestensrapport, som udkom i 2011, er indbyggertallet steget med 228, hvilket man jo kun kan betegne som en yderst beskeden udvikling. Men det er ikke kun et spørgsmål om antal. Aldersfordelingen har naturligvis også stor betydning, og her kan man se, at i forhold til 2011 er der i dag i den nordjyske region:

  • 4.600 færre, der skal serviceres med pasning og skole
  • 1.100 færre, der skal uddannes
  • 4.400 flere, der skal i gang med videregående uddannelser
  • 6.800 færre i aldersgruppen 25 til 64 år
  • 9.300 flere i gruppen 65+ år

Det er en klar forbedring af den kritiske masse, at flere går i gang med en videregående uddannelse. Det er jo med til at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne. Til gengæld er det negativt for den kreative masse at der er færre i aldersgruppen på 25-64 år og at der er betydelig vækst i aldersgruppen 65+. Det betyder, at arbejdsstyrken i regionen er faldet med knapt 3.000 personer.

Med hensyn til udviklingen i arbejdsstyrken kan man se, at tilbagetrækning fra arbejdsstyrken kun er svagt faldende, hvilket betyder, at der også fremover vil ske et fald i arbejdsstyrken med næsten samme procent.

De seneste tal viser desuden, at der i regionen er næsten 90.000 personer, der falder ind under den gruppe, som Danmarks Statistik betegner offentligt forsørgede.

Hvis man ser på befolkningsudviklingen, står det klart at tilvæksten i befolkningen skyldes nettoindvandring, for fertilitetskvotienten er faldet og der er kun et svagt fraflytningsoverskud på cirka 900 personer. Tilbage er der så alene ind- og udvandring, hvor der sidste år indvandrede 6.313 personer til regionen, mens 3.475 udvandrede. Går man bag om tallene, kan man se, at befolkningsvæksten overvejende skyldes nettotilflytning fra Europa - især de nye demokratier i det tidligere Østeuropa samt ikke EU-lande i Europa.

Vi kan således finde både positive og negative træk med hensyn til befolkningen som ressource for det lokale erhvervsliv. Et godt udtryk for match er at se på ind- og udpend- lingen, og her gælder det, at udpendlingen sidste år var på 16.759 personer og indpendlingen på 14.704.

Befolkningen som økonomisk hjemmemarked for erhvervslivet i regionen er beregnet i den nye byggestensrapport på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Hvis man ser på det samlede antal husstande estimeret til cirka 275.000 og et beregnet gennemsnitligt forbrug pr. husstand på 311.777 kr., er der i regionen et samlet forbrug for alle husstande på omkring 85 mia. kr.

Den store udfordring for regionen er og bliver fremover at øge værdien af befolkningen som kritisk masse, da befolkningsprognoserne peger på stadig stagnation i befolkningsomfanget.




Hovedsponsor:
Business-sponsorer:


ERHVERV
NORDDANMARK

Nyhavnsgade 2
9000 Aalborg
98 16 06 00
info@erhvervnorddanmark.dk

Følg os via

Tilmeld eNYHEDSBREV
MISSION
Det er Erhverv Norddanmarks mission som tværfagligt erhvervsnetværk at være erhvervslivets samlende talerør og give regionens virksomheder værdi gennem dynamik, udvikling og vidensdeling.

VISION
Erhverv Norddanmark er proaktiv i den erhvervspolitiske debat og er den foretrukne dialogpartner i erhvervsudviklingen af Aalborg og Norddanmark.

Ældst · Størst · Stærkest