Kom nu med den anlægslov


retur
Debatindlæg sendt til Nordjyske Stiftstidende 22. marts 2017 - af formand Steen Royberg

Erhverv Norddanmark har i adskillige år engageret sig i arbejdet for at skaffe regionen en ny Limfjordsforbindelse. Det er sket med stigende bekymring. Og den er bestemt ikke blevet mindre på det seneste, for i november 2016 nåede trafikken i Limfjordstunnelen den kapacitetsgrænse på 80.000 køretøjer på hverdage, som Vejdirektoratet har defineret. Dermed er den fulde kapacitet opbrugt for både Limfjordsbroens og tunnelens vedkommende. Og det hele bliver jo ikke ligefrem bedre af udsigten til, at Limfjordstunnelen inden for en kortere årrække skal igennem et større renoveringsprojekt.

Transportministeren udtalte på et samråd i december, at han støtter op om Egholmlinjen - men at der efter hans mening de kommende år er "meget begrænset plads til nye, store transportinvesteringer" og at det derfor ikke giver mening at fremlægge en anlægslov, hvis der ikke er penge til at bygge forbindelsen.

Det er Erhverv Norddanmark ikke enig i. Den politiske proces tager lang tid og derfor er det nu, vi skal have anlægsloven - det nødvendige juridiske grundlag - på plads. Så må vi sideløbende arbejde på finansieringen. Vi er helt på det rene med, at det ikke nødvendigvis er statskassen alene, der skal finansiere forbindelsen. Men finansieres, det skal den.

For erhvervslivet er fraværet af Den Tredje Limfjordsforbindelse et overskyggende problem, der berører alle brancher, og har afgørende betydning for vækst og velstand i Aalborg Kommune og i hele regionen. Så meget desto mere glæder er vi glade for, at der på Aalborg Erhvervsråds møde for nylig var bred enighed blandt organisationer og partier om behovet for forbindelsen. Der er dog stadig et stort arbejde foran os, og i den forbindelse er det vigtigt, at vi fortsat står sammen. Ikke bare i Aalborg, men i hele regionen.

Også når det gælder infrastruktur er det afgørende, at vores argumenter baserer sig på valid infor-mation. Det er baggrunden for, at vi i samarbejde med Institut for Byggeri og Anlæg ved Aalborg Universitet i 2016 iværksatte forskningsprojektet "Godstransportbarometer" - og de første data er netop blevet offentliggjort.

Traditionelt har fokus i trængselsdebatten været på privatbilisme og offentlig transport, mens gods-transport - og dermed grundlaget for virksomhedernes konkurrenceevne - har været negligeret. Der er derfor et stort behov for ny viden om, hvordan trængslen påvirker godstransporten, da det er et nødvendigt grundlag for velfunderede politiske beslutninger.

På baggrund af over 500.000 timers tracking data indsamlet i perioden 2012-16 via FREJA Logistik & Transport A/S' cirka 1.500 lastvognstrailere har forskerne set på, hvordan hastigheden i godstrans-port på nordjyske veje har udviklet sig. Projektet ledes af transportforsker, lektor Kristian Hegner Reinau, der i forbindelse med offentliggørelsen af de første resultater har pointeret, at der er en generel tendens til, at hastighederne for lastvognene på motorvejene omkring Aalborg er signifikant lavere end gennemsnitligt i Nordjylland. Det er ikke kun i Limfjordstunnelen og umiddelbart omkring denne, at godset bevæger sig langsomt. Problemet er udbredt, for området med lavere hastighed strækker sig til omkring Støvring og Svenstrup og op nord for Nørresundby - og det er blevet stadigt større fra 2012 til 2016.

Så kort og godt: Lad os få den anlægslov på plads nu.



Hovedsponsor:
Business-sponsorer:


ERHVERV
NORDDANMARK

Nyhavnsgade 2
9000 Aalborg
98 16 06 00
info@erhvervnorddanmark.dk

Følg os via

Tilmeld eNYHEDSBREV
MISSION
Det er Erhverv Norddanmarks mission som tværfagligt erhvervsnetværk at være erhvervslivets samlende talerør og give regionens virksomheder værdi gennem dynamik, udvikling og vidensdeling.

VISION
Erhverv Norddanmark er proaktiv i den erhvervspolitiske debat og er den foretrukne dialogpartner i erhvervsudviklingen af Aalborg og Norddanmark.

Ældst · Størst · Stærkest