Ressourcerne koncentreret om mærkesager


retur
Erhverv Norddanmark holdt 31. marts 2016 sin ordinære generalforsamling - med omkring 170 deltagere.

Formand Steen Royberg fokuserede i bestyrelsens beretning blandt andet på de mærkesager, som organisationen koncentrerer kræfterne om: Uddannelse og beskæftigelse,
samarbejde med det offentlige og infrastruktur.

- I relation til infrastruktur har vi i det forløbne års tid især engageret os i den fortsatte debat om Den Tredje Limfjordsforbindelse. Vi glæder os over, at der langt ind i regeringen nu er lydhørhed, når det gælder denne afgørende sikring af Nordjyllands fortsatte udvikling, men er selvsagt ikke tilfredse med, at der endnu mangler den fornødne velvilje til at finde finansieringen. Mens vi venter på, at der for alvor kommer skub i dette projekt, kan vi glæde os over, at det går godt for både havn og lufthavn - og at der nu ser ud til at være basis for realisering af planerne om en +bus løsning i Aalborg.

Steen Royberg nævnte i denne forbindelse, at Erhverv Norddanmark i det forgangne år har taget initiativ til at få etableret en infrastrukturgruppe, hvori blandt andre Aalborg Lufthavn, Aalborg Havn, Nordjyske Jernbaner og Aalborg Kommune er repræsenteret.

- Det er første gang i 25 år, at de involverede parter har dannet en netværksgruppe. Det overordnede politiske mål er at tale med en samlet stemme over for landspolitikere, regionspolitikere, Vejdirektoratet og andre organisationer - både i forhold til Den Tredje Limfjordsforbindelse og andre infrastrukturelle udfordringer.

Steen Royberg kom ikke uventet også ind på dækningsafgiften:

- Det står helt centralt for os, at Aalborg Kommune iværksætter en plan for afvikling eller omlægning af dækningsafgiften. Det er endnu ikke sket - men jeg er glad for at sige, at vi næppe har været tættere på, end vi var ved de seneste budgetforhandlinger. Jeg har tiltro til, at der i magistrat og byråd er ægte vilje til at gøre noget ved sagen - men i Erhverv Norddanmark er vi helt på det rene med, at Aalborg på grund af de mange nye borgere i form af flygtninge har fået ekstra økonomiske udfordringer, som kræver mange kræfter. Jeg kan kun gentage, hvad vi har sagt tidligere: Vi efterlyser ikke en fuldstændig fjernelse af dækningsafgiften her og nu, men ægte vilje til forhandling. Og det tror jeg som sagt mere på nu end nogensinde.

Aalborg modtog i 2015 næsten 600 flygtninge og i år kommer yderligere 855. Det giver naturligvis udfordringer med hensyn til blandt andet boliger, integration og beskæftigelse, når de nyankomne udlændige - sådan som Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet foreskriver det - skal have mulighed for at udnytte deres evner og ressourcer. Om dette sagde Steen Royberg:

- Vi kan ikke pålægge vores medlemmer at handle på den ene eller den anden måde, men vi kan i de fora, hvor vi repræsenterer erhvervslivet, være med til at sætte dagsordenen. Det har vi blandt andet gjort til Aalborg Erhvervsråd. Og vi er os til fulde bevidste om det medansvar, vi har i relation til, at flygtninge bliver integreret på arbejdsmarkedet. I den sammenhæng bliver det interessant at se udmøntningen af den integrationsaftale, som regeringen og arbejdsmarkedets parter for nylig har indgået om rammerne for, at langt flere flygtninge og familiesammenførte kommer i beskæftigelse og dermed nærmere selvforsørgelse.

Steen Royberg fremhævede i flere sammenhænge det gode samarbejde med det offentlige. Blandt andet sagde han:

- Integration af flygtninge er et fælles ansvar. Et ansvar, som det offentlige og erhvervslivet er sammen om at bære. Sådan er det i virkeligheden med rigtig mange ting - at vi er fælles om at løfte en given opgave, hvis den for alvor skal blive til noget. Det er eksempelvis også sket i forbindelse med etableringen af International House North Denmark, hvor vi har sæde i Advisory Board. Der er også grund til at nævne det gode samarbejde med Aalborg Erhvervsråd og Business Aalborg om realisering af tankerne om et Erhvervenes Hus, der kan være med til at sikre én indgang, når det gælder erhvervsrelationer.

Med hensyn til mærkesagen uddannelse var der et særligt fokus på dette emne, idet generalforsamlingen blev gennemført under overskriften "Hvordan sikrer vi, at virksomhederne har de nødvendige kompetencer?" og blandt andet havde Aalborg Universitets rektor, Per Michael Johansen, som gæstetaler.



Hovedsponsor:
Business-sponsorer:


ERHVERV
NORDDANMARK

Nyhavnsgade 2
9000 Aalborg
98 16 06 00
info@erhvervnorddanmark.dk

Følg os via

Tilmeld eNYHEDSBREV
MISSION
Det er Erhverv Norddanmarks mission som tværfagligt erhvervsnetværk at være erhvervslivets samlende talerør og give regionens virksomheder værdi gennem dynamik, udvikling og vidensdeling.

VISION
Erhverv Norddanmark er proaktiv i den erhvervspolitiske debat og er den foretrukne dialogpartner i erhvervsudviklingen af Aalborg og Norddanmark.

Ældst · Størst · Stærkest