Opdateret infrastruktur er central for udviklingen


retur
Aalborg Kommune fremlagde sidst i 2018 sin mobilitetsstrategi. Det affødte et høringssvar fra Erhverv Norddanmark - og i april mødtes formand Rasmus Haugaard, bestyrelsesmedlem Steen Royberg og direktør Kurt Bennetsen med ledende embedsmænd fra By- og Landskabsforvaltningen.

"Selvom vi kunne indlede mødet med i fællesskab at glæde os over, at regeringen og Dansk Folkeparti har etableringen af Den Tredje Limfjordsforbindelse som et centralt element i sin 'Aftale om et sammenhængende Danmark', var der god grund til at tale om denne del af den
nordjyske infrastruktur. Sagen er jo, at projektet først er programsat i 2024 og med tanke på den tid, det nu en gang vil tage at få forbindelsen bygget, er det værd at arbejde for en fremrykning. Lige nu venter vi på en revideret VVM-redegørelse, som - efter hvad vi hører - vil kunne foreligge i 2020. Derefter handler det om at få anlægsloven igennem Folketinget.
Her er 2024 årstallet, som tingene står i øjeblikket, men det er muligt, at prioriteringen kan blive en anden efter folketingsvalget. Kan vi få anlægsloven på plads i 2021 eller 2022, vil meget være vundet", siger Steen Royberg, der i Erhverv Norddanmarks bestyrelse har særligt fokus på infrastruktur og ikke mindst Den Tredje Limfjordsforbindelse. 

Aktuelt tales der ikke om en etapeopdeling af projektet, men sker det, vil man eventuelt kunne komme i gang før 2024, mener Steen Royberg:

"Hvis man vælger at lægge ud med en etape, der omfatter hængslet ved City Syd, vil det relativt hurtigt kunne afhjælpe de voksende trafikale udfordringer der. Og så kan man tage fat på den øvrige del af Den Tredje Limfjordsforbindelse straks derefter og dermed nå i mål noget tidligere."

Det springende punkt er naturligvis, om Den Tredje Limfjordsforbindelse bliver en realitet, hvis regeringen har en anden farve end den nuværende efter valget. Imidlertid er der ud fra de sonderinger, som Erhverv Norddanmark har foretaget, ingen grund til at tro, at en socialdemokratisk ledet regering vil ændre på den beslutning, der er truffet at Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. 

Når det gælder parkeringsforhold i det centrale Aalborg, som Erhverv Norddanmark også kommenterede i sit høringssvar, mener Rasmus Haugaard, at der er brug for at få placeret yderligere nogle tilbud på strategisk udvalgte placeringer på kommunalt ejede arealer:

"Der er et udtalt behov for yderligere parkeringsmuligheder ved Gåsepigen/Sygehus Nord, der sandsynligvis er den sidste mulighed for at udlægge er centrumnært areal i kommunalt regi til etablering af et nyt, centralt p-hus. Derfor har vi anbefalet kommunen, at man i udbud
og salg af arealerne ved Gåsepigen/Sygehus Nord stiller som krav, at køber skal opføre et p-hus med en betydelig kapacitet til servicering af parkeringsbehovet også uden for projektområdet."
I forvaltningen er man enige i, at der skal etableres minimum det nuværende antal p-pladser, når byudviklingen i dette område bliver sat i gang - og at disse nye p-pladser skal være klar, inden byggearbejdet går i gang.

I det centrale Aalborg bør der efter Erhverv Norddanmarks opfattelse desuden ske en udbygning af parkeringshuset ved Aalborg Kongres & Kultur Center. Ud fra de tanker, man på dette sted gør sig om at udvide centret med en ny hal på adskillige tusinde kvadratmeter - og med en placering hvor der i dag er p-pladser og p-hus - er der behov for at tænke i en anden parkeringsløsning. 

I relation til udviklingen i det centrale Aalborg kunne man fra forvaltningens side fortælle, at man straks efter årsskiftet flytter den kollektive trafik væk fra området omkring Nytorv. Hensigten er - blandt andet ved at reducere biltrafikken til varekørsel med ærinde som det kendes i gågaderne - at etablere et byrum, det er interessant for byens borgere og gæster. Der bliver arbejdet ud fra en helhedsplan, der i fem etaper strækker sig fra Nytorv og hen mod Nordkraft. 

Mødet gav også anledning til at drøfte trafikudviklingen i området omkring det nye universitetshospital i det østlige Aalborg. 

"I den sammenhæng er det naturligvis tankevækkende, at Limfjordstunnelen oprindeligt blev anlagt med nødspor til blandt andet ambulancekørsel. I tidens løb er disse spor på grund af den stigende trafikmængde taget i brug til almindelig kørsel, hvilket i sagens natur vil skabe helt
særlige udfordringer, når kritiske patienter skal kunne bringes frem til det nye sygehus i tide. I det lys haster det så meget desto mere med etableringen af Den Tredje Limfjordsforbindelse, så vi kan få afhjulpet den betydelige sårbarhed, der aktuelt er omkring Limfjordstunnelen", siger Steen Royberg.

Med henblik på optimal trafikafvikling mens Nordjylland venter på Den Tredje Limfjordsforbindelse, har Erhverv Norddanmark nedsat en arbejdsgruppe, der eksempelvis ser på intelligente trafikløsninger. Og i samarbejde med blandt andre DR/Nordjylland arbejder man på via RDS-systemets beskeder at fremme handlinger, der kan medvirke til at reducere kødannelse og farlige situationer i tæt trafik. 

Erhverv Norddanmark har i nogle år haft en infrastrukturgruppe med deltagelse af regionens hovedaktører inden for gods- og persontransport. Der er tale om et forum, hvor offentlige og private aktører samarbejder om at understøtte udviklingen af infrastrukturen, og dermed
bidrage til en tæt dialog mellem de offentlige aktører og det nordjyske erhvervsliv. Steen Royberg repræsenterer Erhverv Norddanmarks bestyrelse i infrastrukturgruppen, der også har deltagelse af Nordjyllands Trafikselskab, Nordjyske Jernbaner, Region Nordjylland, Vejdirektoratet, Aalborg Havn, Aalborg Kommune og Aalborg Lufthavn.

"I denne gruppe har vi senest drøftet ikke blot Den Tredje Limfjordsforbindelse, men faktisk også en fjerde i form af en ekstra jernbanebro over Limfjorden. Trafikken over den eksisterende jernbanebro stiger støt og det kan godt give anledning til overvejelser, når man tænker på, at der er tale om en snart 100 år gammel bro. Her gælder de samme argumenter
i relation til sårbarhed, som der gør sig gældende for Limfjordstunnelen. Og vi har jo set, hvordan en påsejling med ét slag i mange måneder kan afskære den nordlige og den sydlige del af Nordjylland fra hinanden", pointerer Steen Royberg.



Hovedsponsor:
Business-sponsorer:


ERHVERV
NORDDANMARK

Nyhavnsgade 2
9000 Aalborg
98 16 06 00
info@erhvervnorddanmark.dk

Følg os via

Tilmeld eNYHEDSBREV
MISSION
Det er Erhverv Norddanmarks mission som tværfagligt erhvervsnetværk at være erhvervslivets samlende talerør og give regionens virksomheder værdi gennem dynamik, udvikling og vidensdeling.

VISION
Erhverv Norddanmark er proaktiv i den erhvervspolitiske debat og er den foretrukne dialogpartner i erhvervsudviklingen af Aalborg og Norddanmark.

Ældst · Størst · Stærkest