Politik, vækstplaner og byudvikling


retur
Der var endnu en gang udsolgt på rekordtid, da Erhverv Norddanmark udbød godt 40 pladser på dette års udgave af erhvervsturen til København.

Heldagsarrangementet, der fandt sted 11. oktober 2018, havde overskriften "Politik, vækstplaner og byudvikling". Der blev lagt ud med den politiske del, idet det var lykkedes at få plads i kalenderen hos både finansminister Kristian Jensen og Socialdemokratiets formand Mette
Frederiksen.

Finansministeren slog den muntre tone an med konstateringen "min omsætning er større end jeres", hvorefter han beskrev en tid med højkonjunktur, hvor der aldrig har været flere lønmodtagere end nu. Der har siden 2015 været beskæftigelsesfremgang i alle kommuner - og en tredjedel af denne er trukket af personer over 60 år.

Det blev også til et indblik i "Kristian Jensens finansøkonomi for dummies", hvor en hjørnesten er, at velstand er lig med hvor klogt, man arbejder gange hvor meget, man arbejder. Finansministeren nævnte "en sky på himlen" i form af mangel på arbejdskraft, hvilket er problematisk, når det nu er "den private sektor, der finansierer, at vi har en offentlig sektor". Ifølge Kristian Jensen er løsningen blandt andet, at flere arbejder mere - men også at vi får
løftet kompetencerne på arbejdsmarkedet, involverer folk, der står udenfor, og trækker udenlandsk arbejdskraft hertil.

I relation til Den Tredje Limfjordsforbindelse sagde finansministeren, at der ligger en infrastrukturaftale, der rækker frem til 2020:

- Derefter kan vi se på nye projekter og det skal vi gøre ud fra dels rentabilitet, dels samfundsmæssig værdi. Det er en afvejning af, hvad det er for et Danmark, vi vil have. Jeg har et ønske om et Danmark, der hænger sammen og det betyder, at vi også bruger ressourcer på at hjælpe de dele af landet, hvor det ikke nødvendigvis er det mest rentable, men hvor der er brug for at hjælpe fremgangen på vej. At der med Aalborg Alliancen er vist villighed til medfinansiering - det vejer tungt.

Også Mette Frederiksen gav ønsket om en ekstra Limfjordsforbindelse venlige ord med på vejen:

- Der er alvorlige trængselsproblemer omkring Limfjorden og det er klogt at få sat navn på, hvor i landet der skal sættes ind. På den måde kan vi give virksomhederne noget at planlægge ud fra. Problemstillingen med Den Tredje Limfjordsforbindelse er velkendt og den var allerede
højt på vores liste. Men Aalborg Alliancen er et stærk og tungt initiativ, der kommer til at give genlyd. Det er godt gået.

Mette Frederiksen understregede, at Socialdemokratiet "gerne vil sikre brede erhvervspolitiske aftaler, der giver kontinuitet og mulighed for at planlægge langsigtet i erhvervslivet". Og så opfordrede hun delegationen til at sørge for aktivt at bruge, at hun nu er opstillet i Nordjylland.

Efter mødet med de to politikere sørgede Rasmus Prehn (S) for veloplagt rundvisning blandt statsminister- og folketingsformandsportrætter og en tur omkring montren med de forskellige udgaver af grundloven, inden der var frokost i Christiansborgs tårn.

Eftermiddagen bød på besøg i Siemens' danske hovedkvarter i Ballerup, hvor emnet blandt andet var de udfordringer, der former verden. Derpå tog By & Havn imod til en orientering om omfattende byggeplaner i hovedstadens havneområder - og inden flyet hjem nåede delegationen omkring en restaurant på Refshaleøen, som er et af de områder, der er under hastig forandring.



Hovedsponsor:
Business-sponsorer:


ERHVERV
NORDDANMARK

Nyhavnsgade 2
9000 Aalborg
98 16 06 00
info@erhvervnorddanmark.dk

Følg os via

Tilmeld eNYHEDSBREV
MISSION
Det er Erhverv Norddanmarks mission som tværfagligt erhvervsnetværk at være erhvervslivets samlende talerør og give regionens virksomheder værdi gennem dynamik, udvikling og vidensdeling.

VISION
Erhverv Norddanmark er proaktiv i den erhvervspolitiske debat og er den foretrukne dialogpartner i erhvervsudviklingen af Aalborg og Norddanmark.

Ældst · Størst · Stærkest