Letbanen giver god mening


retur

Af formand Steen Royberg - debatindlæg sendt til Nordjyske Stiftstidende 1-9-2015

Der bliver i denne tid sagt og skrevet meget om Aalborgs planer for en letbane. Det er ikke så underligt, for der er tale om en meget stor investering - og et projekt, som i anlægsperioden vil gribe betydeligt ind i mange menneskers og virksomheders liv.

I debatten for og imod synes jeg måske, at der nu og da mangler et overordnet perspektiv - nemlig det forhold, at det set over en årrække giver god mening at have en letbane, der binder byen sammen langs dens vækstakse - altså fra vestbyen over centrum til området omkring Aalborg Universitet og det nye hospital.

Naturligvis ligger der mange udfordringer forude. Det kan ikke undgå at påvirke hverdagen for et stort antal virksomheder - blandt andet inden for detailhandelen og de liberale erhverv - i de fem år, som projektet forventes at have som anlægsperiode. Og vi kan ikke forlods udelukke, at der vil dukke ting op fra undergrunden, som arkæologerne skal have tid til at se nærmere på, ligesom store anlægsprojekter nærmest har en indbygget evne til at akkumulere uforudsete udgifter.

Men det ændrer ikke på det faktum, at Aalborg er en by i vækst - og at der er god fornuft i at etablere en letbane, der effektivt binder store bydele sammen.

Der er i den forbindelse tre forhold, som det er værd at hæfte sig ved. For det første at etableringen af en kollektiv trafikforbindelse ikke alene betjener det behov, der allerede nu er til stede, men i sig selv er med til at skabe øget kollektiv trafik. Det har man eksempelvis oplevet i den franske by Lyon, hvor den kollektive trafik er steget med en fjerdedel siden indførelsen af den første letbanestrækning for knap 15 år siden, og i ligeledes franske Montpellier er antallet af rejsende med den kollektive trafik på fem år steget med 80 procent efter indførelse af letbaner. Og i Stockholm havde man en forventning om 20.000 passagerer i døgnet 10 år efter åbningen af en letbane ved årtusindeskiftet, men allerede i 2001 rundede man 28.000 daglige rejsende. For det andet at der er noget identitetsskabende ved en letbane. En by med en letbane er en by af en vis størrelse og med en vis udvikling. Både i dens eget og i andres perspektiv. Gennemsnitligt bliver der åbnet en ny letbane et sted i verden hver eneste måned og i dag findes der letbaner i omkring 500 byer verden over. Og for det tredje vil letbanen efter en anlægsperiode med prøvelser for ikke mindst detailbutikker og liberale erhverv betyde vækst især i nærheden af de mange stoppesteder.

Naturligt nok kredser meget af debatten om den nu kendte rute for letbanen. Men jeg mener også, at det er nødvendigt allerede i dag at gøre sig tanker om, hvordan næste etape af letbanen skal forløbe. Skal den forbinde Aalborg med lufthavnen? Hvordan skal vi i givet fald håndtere en fjordkrydsning? Skal vi knytte City Syd og det centrale Aalborg tættere sammen? Det er spørgsmål, som vi også skal forholde os til.




Hovedsponsor:
Business-sponsorer:


ERHVERV
NORDDANMARK

Nyhavnsgade 2
9000 Aalborg
98 16 06 00
info@erhvervnorddanmark.dk

Følg os via

Tilmeld eNYHEDSBREV
MISSION
Det er Erhverv Norddanmarks mission som tværfagligt erhvervsnetværk at være erhvervslivets samlende talerør og give regionens virksomheder værdi gennem dynamik, udvikling og vidensdeling.

VISION
Erhverv Norddanmark er proaktiv i den erhvervspolitiske debat og er den foretrukne dialogpartner i erhvervsudviklingen af Aalborg og Norddanmark.

Ældst · Størst · Stærkest