Mange veluddannede unge er et kæmpeprivilegium


retur
Af direktør Kurt Bennetsen

Så meget handler i denne tid om coronavirus, at andre emner bliver trængt i baggrunden. Det er naturligt, men ærgerligt. Ét af emnerne er dimittendledigheden. Altså det forhold at nyuddannede fra videregående uddannelser trods gode eksamenspapirer og megen nyttig viden går ud til mange måneder og måske år med ledighed.

Aalborg Universitet uddanner ikke for Nordjyllands skyld. Eller rettere: Ikke alene derfor. En meget stor del af de studerende kommer fra alle mulige andre steder end Nordjylland og det er helt naturligt, at de forlader landsdelen, når de er færdige med studierne. Med mindre vi da kan tilbyde dem et tilpas udfordrende job.

Det er netop humlen. Nordjylland har en overrepræsentation af små og mellemstore virksomheder, der for manges vedkommende er uden tradition for at ansætte akademikere. Og som heller ikke kaster sig ud i det lige nu. Det er en skam - både for virksomhederne og for de studerende.

De ledige dimittender er ikke en belastning, men en betydelig ressource, som vi blot ikke har forstået at gøre ordentlig brug af endnu. Aalborgs familie- og beskæftigelsesrådmand Mai-Britt Iversen (S) sagde det meget præcist på Erhverv Norddanmarks rådmandsmøde tidligere i år: "Det er et kæmpeprivilegium for enhver kommune at have så mange veluddannede unge, som vi har." Og hendes kollega, sundheds- og kulturrådmand Mads Duedahl (V), sagde, at dimittenderne er en gave for Aalborg og Nordjylland, men at det er nødvendigt, at de er mere mobile og agile: "Der skal arbejdes med mindsettet, så de er parate til at gå andre veje end dem, der ligger lige for. Samtidig skal de små og mellemstore virksomheder være parate til at give de unge en chance, så de kan være med til at drive væksten."

Tager alle regionens virksomheder én nyuddannet akademiker, er opgaven mere end løst. Så enkelt er det selvfølgelig ikke. Men det begynder med, at den enkelte virksomhed overvejer, hvordan en ung akademiker kan gøre en forskel. Og at uddannelsesinstitutionerne gør plads i uddannelsesforløbet til en tidligere kontakt mellem virksomheder og studerende.

Det er velkendt, at samarbejde mellem studerende og erhvervsliv allerede i studietiden baner vejen for ansættelser. Det er baggrunden for, at Erhverv Norddanmark, DI og Aalborg University Business School midt under coronakrisen har udviklet en samarbejdsplatform, hvorigennem studerende kan hjælpe virksomhederne med udfordringer relateret til salg, digital marketing, kommunikation og andre processer, der kan leveres via internettet. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil føre til mere interaktion mellem erhvervslivet og de studerende. Til glæde for begge parter både nu og på længere sigt.



Hovedsponsor:
Business-sponsorer:


ERHVERV
NORDDANMARK

Nyhavnsgade 2
9000 Aalborg
98 16 06 00
info@erhvervnorddanmark.dk

Følg os via

Tilmeld eNYHEDSBREV
MISSION
Det er Erhverv Norddanmarks mission som tværfagligt erhvervsnetværk at være erhvervslivets samlende talerør og give regionens virksomheder værdi gennem dynamik, udvikling og vidensdeling.

VISION
Erhverv Norddanmark er proaktiv i den erhvervspolitiske debat og er den foretrukne dialogpartner i erhvervsudviklingen af Aalborg og Norddanmark.

Ældst · Størst · Stærkest