Nu skal vi tænke langt


retur
Af Anders Hjulmand - sendt til Nordjyske Stiftstidende 5-3-2014

Klaus Schwab, der er grundlægger af World Economic Forum, sagde forud for dette års topmøde i Davos: "Vi er nødt til at bevæge os væk fra krisetankesættet og i stedet fokusere på de langsigtede udfordringer."

Den betragtning må man give ham ret i. Det altoverskyggende problem i forbindelse med håndtering af en krisetilstand er jo netop som oftest, at fokus bliver kortsigtet. Vi mister det lange perspektiv. Og der er dermed betydelig risiko for, at vi træffer beslutninger, der viser sig ikke at række tilstrækkelig langt.

I forbindelse med Erhverv Norddanmarks nytårs-kickoff 2014 havde vi besøg af fremtidsforskeren Anne Skare Nielsen fra Future Navigator. Hun satte ord på nogle af de væsentligste udviklingstendenser - de såkaldte megatrends - som hun forventer, vil vinde frem i løbet af de kommende år. Helt centralt står, at "mere" vil blive afløst af "bedre". Vi skal ikke nødvendigvis producere mere, men bedre. Vi skal ikke nødvendigvis arbejde mere, men bedre. Vi skal ikke nødvendigvis afsætte mere, men bedre. Eller med andre ord: Det kommer til at handle meget mere om værdi end om vækst. Det vi gør - det skal vi gøre bedre. Og vi skal evne at blive ved med at gøre det stadig bedre, hvis vi vil kunne konkurrere i en global verden.

Og hvordan går det så? - eller mere interessant: Hvordan kommer det til at gå? Danske Bank offentliggjorde for en lille måneds tid siden sine forventninger til 2014. Heraf fremgår det, at banken regner med, at hvad man betegner som den underliggende vækstdynamik, som gjorde at den globale økonomi skiftede til et højere gear mod slutningen af 2013, vil være intakt i det nye år. Det hænger ikke mindst sammen med større reallønsstigninger, højere jobvækst, store formuestigninger og mindre usikkerhed. Bankens økonomer mener, at højere efterspørgsel i de vestlige økonomier vil betyde, at opsvinget bliver mere robust.

Den seneste udgave af Nordjysk Konjunkturbarometer, der kom i februar, beretter om, at regionens virksomheder har meget positive forventninger til årets første måneder. Mange venter, at de vil ansætte flere medarbejdere. Nordjysk erhvervsliv har gennem flere kvartaler vist positive takter, især målt på ordrer og produktion. Hidtil har det ikke givet sig udslag i flere beskæftigede, men det billede mener mange virksomheder, vil ændre sig de kommende måneder. Analysen viser således meget klare tegn på, at beskæftigelsen vil stige - ikke mindst hos regionens større virksomheder.

I Aalborg har vi de senere år set massive investerer i opførelsen af attraktive ungdomsboliger. De bliver bygget som led i en klar strategi, hvor fokus er for alvor at gøre den nordjyske hovedstad til en studieby, som mange andre end nordjyder selv vælger at uddanne sig i. Det er fint, at der på dette område er blevet investeret i Aalborgs og Nordjyllands fremtid - men nu er det på tide at tænke videre: Hvad er det, vi skal leve af? Hvordan får vi virksomheder til at etablere sig i denne del af landet? Hvilke investeringer skal der til, for at tiltrække virksomheder og arbejdspladser, så der også her i regionen er noget at beskæftige sig med for de mange unge, vi uddanner?

Aalborg Kommunes erhvervsafdeling foretager stort set ingen indledende opsøgende aktivitet over for udenlandske virksomheder. Det hænger sammen med, at området er fattigt på hovedkvarterer og derfor ikke med rimelighed kan have samme tilgang, som eksempelvis Copenhagen Capacity med et net af ambassadører. Erhvervsafdelingen har i 2013 gennemført et projekt med fokus på mere systematisk investeringsfremme og som vi forstår det, er det meningen, at projektet skal medføre, at der her i foråret 2014 hos kommunen bliver implementeret værktøjer, som kan medvirke til yderligere investeringsfremme. Vi venter spændte på, hvad der kommer ud af anstrengelserne. For der er ingen tvivl: Det er nødvendigt at arbejde målrettet på at sikre, at der bliver tilført tilstrækkelig risikovillig kapital til regionen.



Hovedsponsor:
Business-sponsorer:


ERHVERV
NORDDANMARK

Nyhavnsgade 2
9000 Aalborg
98 16 06 00
info@erhvervnorddanmark.dk

Følg os via

Tilmeld eNYHEDSBREV
MISSION
Det er Erhverv Norddanmarks mission som tværfagligt erhvervsnetværk at være erhvervslivets samlende talerør og give regionens virksomheder værdi gennem dynamik, udvikling og vidensdeling.

VISION
Erhverv Norddanmark er proaktiv i den erhvervspolitiske debat og er den foretrukne dialogpartner i erhvervsudviklingen af Aalborg og Norddanmark.

Ældst · Størst · Stærkest