Uafhængigheden er grundstenen


retur
En solrig augustdag med endnu et krydstogtanløb mødtes redaktionen med de fire medlemmer af Erhverv Norddanmarks bestyrelse, der blev valgt på generalforsamlingen i foråret 2017. Det kom der blandt andet disse betragtninger ud af.

Et helt overordnet spørgsmål: Hvordan ser I Erhverv Norddanmarks rolle i fremtiden?

Henrik Schou: Vi må først og fremmest erkende, at der er en generel tendens til, at ting ikke længere er langtidsholdbare. Derfor er der i højere grad end nogensinde behov for dynamik og fremdrift, også i en organisation som Erhverv Norddanmark. I den forbindelse må vi nok se i øjnene, at der ikke er meget budskab i temaer, der rækker ud over en tidshorisont på fem eller 10 år.

Foreningslivet er i disse år udfordret, så det er bestemt relevant at se på, hvorfor Erhverv Norddanmark er her - og fortsat skal være her.

Morten Haugaard Jacobsen: Det er uafhængigheden, der er vores eksistensberettigelse. Det er der, vi adskiller os fra eksempelvis kommunens erhvervsafdeling Business Aalborg, for vi behøver ikke stemme vores synspunkter eller handlinger af, så der er politisk opbakning. Hos os er det alene medlemmerne, der er det økonomiske fundament. Det betyder blandt andet, at vi kan handle hurtigt - og på det punkt adskiller vi os i øvrigt også fra de store nationale erhvervsorganisationer.

Thomas Thomsen: En af udfordringerne er, at behovet for at mødes fysisk ikke er så stort, som det har været tidligere. I dag befinder alle sig så at sige i det offentlige rum og der kan de diskutere alt muligt. Derfor er Erhverv Norddanmarks berettigelse ikke så meget at være et dialogforum, som at vi er en organisation, der kan få ting til at ske. Det er jo det, der er den svære øvelse.

Men at være et dialogforum - et sted hvor medlemmerne fysisk mødes og har anledning til at tale med hinanden - har jo nærmest i århundreder været en hovedhjørnesten i organisationens virke. Det mener du ikke, at det er længere?

Thomas Thomsen: Det er ikke det, jeg siger. Pointen er, at det er positivt, at Erhverv Norddanmark organiserer erhvervslivet så bredt, som til- fældet er, men det er også en udfordring. For hvem er vores medlemmer i grunden? Og hvordan skal vi agere, når sammensætningen af erhvervslivet er blevet meget mere diffus, end da Aalborg var en ren industriby?

Hvad er de fælles interesser og berøringsflader for godt 500 virksomheder i vores medlemskreds? Dertil kommer i øvrigt endnu en udfordring i form af, at vi jo altså også skal forstå at formidle til medlemmerne, at vi ind imellem er en usynlig lobbyvirksomhed.

Rasmus Haugaard: Grundlæggende er vores rolle at skabe bedre vilkår. Skal vi lykkes med det, er det afgørende, at vi kommer igennem med holdninger, der er synlige. Holdninger vores omgivelser kan forholde sig konkret til. I den sammenhæng er det selvfølgelig en udfordring, at det er svært at komme til at stå alene med en succes - også selv om man måske reelt er ene om at have skabt den. Det er det der med, at succesen har mange fædre.

Kan du give et konkret eksempel på noget, der bør arbejdes med?

Rasmus Haugaard: Jeg synes eksempelvis, at det er nødvendigt at sætte tydeligere fokus på, at det reelt kniber voldsomt for Aalborg, når det handler om at få virksomheder trukket hertil. Vi boomer på byggeri og tiltrækker masser af studerende, men vi mangler i høj grad evnen til at trække nye virksomheder til byen og kommunen. I den sammenhæng er det nødvendigt at se på, hvad vi kan differentiere os på i Aalborg. På mange måder er vi der, hvor Aarhus var for 10 år siden og sammenligner vi de to byer, er vores eneste fordel vel reelt, at vi har en international lufthavn. I dag gælder det også for os - sådan som tilfældet var for Aarhus for år tilbage - at vi har kvalificeret arbejdskraft i hele spektret, men det er åbenbart ikke nok til, at vi bliver valgt af de virksomheder, der skal etablere sig. Det skal vi blive meget skrappere til gøre noget ved - og vi skal fokusere betydeligt mere på, hvordan Aalborg får flere virksomheder med 50 medarbejdere og derover.



Hovedsponsor:
Business-sponsorer:


ERHVERV
NORDDANMARK

Nyhavnsgade 2
9000 Aalborg
98 16 06 00
info@erhvervnorddanmark.dk

Følg os via

Tilmeld eNYHEDSBREV
MISSION
Det er Erhverv Norddanmarks mission som tværfagligt erhvervsnetværk at være erhvervslivets samlende talerør og give regionens virksomheder værdi gennem dynamik, udvikling og vidensdeling.

VISION
Erhverv Norddanmark er proaktiv i den erhvervspolitiske debat og er den foretrukne dialogpartner i erhvervsudviklingen af Aalborg og Norddanmark.

Ældst · Størst · Stærkest